15-dages gruppesafari

  • Afrejse: 15. oktober 2018 (4 pladser tilbage)
  • Afrejse: 6. februar 2019
  • Max 12 personer
  • Danske biologer som rejseledere
  • Pris 22.990 kr.
  • Hent 15-dages gruppesafari program

Programoversigt

  1. dag:  Afrejse om eftermiddagen, flyskift undervejs.
  2. dag:  Ankomst, transfer/indkøb, ankomst Sharkati.
  3. dag:  Bush-walk, Biosfære-foredrag, safari i bil/sundowner
  4. dag:  Flod-walk, natur-foredrag, mikroskop-safari, stjerner
  5. dag:  Egne walks, abemenneske-foredrag, lampe-safari
  6. dag:  Egne walks, fugletur, apartheid-foredrag, natsafari i bil
  7. dag:  Dagen til egen disposition, evt. børnehjemsdag
  8. dag:  Safari i bil, foredrag om fugletrækkets gåde
  9. dag:  Marakele nationalpark
  10. dag:  Skole/børnehjem, township, souvenirs/indkøb
  11. dag:  Pilanesberg nationalpark, evt. natsafari
  12. dag:  Pilanesberg nationalpark
  13. dag:  Nylsvley Ramsar reservat, Makapansgat World Heritage Site
  14. dag:  Nylsvley, meteorit-krater, regeringsbyen Pretoria, hjemrejse
  15. dag:  Flyskift undervejs, hjemkomst Danmark

Prisen inkluderer

  • Flyrejse, transfers og transporter
  • Dansk rejseleder + lokalguide
  • Alle måltider på lodgen
  • 13 dage/12 nætter i delt dobbeltværelse
  • Morgen, aften og natsafari i åben safaribil
  • Guidede vandreture, fugletur i lodgens have
  • Fri adgang til egne vandreture i reservatet
  • Mulighed for overnatning i skjul ved vandhul
  • 5 foredrag om Sydafrikas natur, kultur, fortid/fremtid
  • Mikroskop-, lampe-, og stjernesafari
  • Vaskeservice, daglig hushjælp
  • Tur til skole/børnehjem, township, indkøb
  • Pilanesberg nationalpark, mulighed for natsafari
  • Nylsvley Ramsar reservat, World Heritage Site, meteorit-krater
  • Regeringsbyen Pretoria
  • Tilvalgstur til Marakele Nationalpark
  • Mulighed for børnehjemsdag
  • Alle entréer til parker og museer, kendte lufthavnsskatter/afgifter

Prisen ekskluderer

  • Rejse/afbestillingsforsikring, bidrag til Rejsegarantifonden, drikkevarer, måltider udenfor Sharkati, Marakele, børnehjemsdag, Pilanesberg natsafari, personlige udgifter, drikkepenge, evt. vaccinationer

Gennemføres med 10 deltagere. Der tages forbehold for ændringer.

Dag-til-dag program

Dag 1: Afrejse fra Danmark

Afrejse sker normalt sent på eftermiddagen. Man skifter fly undervejs. Bagagen skal checkes ind helt til Johannesburg. Man får aftens- og morgenmad på flyet. Da tidsforskellen mellem Danmark og Sydafrika kun er 0-1 time undgår man helt jet-lag.

Dag 2Ankomst til Sydafrika og Sharkati. 

I bliver hentet i lufthavnen af chaufførguiden næste morgen. Herefter kører I nordpå til Sharkati i Waterberg. Der gøres holdt for indkøb mm. Ved ankomsten byder vi på en velkomstdrink og i får forskellige informationer om opholdet.

Dag 3: Bush-walk, Biosfære-foredrag, Safari og sundowner.

Bush-walk er en guided vandretur i reservatet, hvor vi prøver at komme helt tæt på reservatets mange dyr. Til fods er man på naturens hjemmebane og man lægger mærke til de mange små ting som fugle, blomster og spor.

Vi passérer forbi reservatets vandhul, hvor dyrene kommer for at drikke. Her findes også et skjul, hvor man kan overnatte. Turen tager et par timer og er ikke anstrengende.

Efter frokost fortæller vi om Waterberg Biosphere reservatet. Hvad betyder det og hvordan beskyttes det?

Om eftermiddagen kører vi ud i safaribilen for at se dyr. Det gælder om at være opmærksom -og have kikkert og kamera klar, når muligheden byder sig. I løbet af opholdet skulle v gerne have krydset de fleste af reservatets dyrearter af.

Vi slutter ved solnedgangstid på et udsigtspunkt, hvor vi betragter den legendariske afrikanske solnedgang, mens vi nyder en sundowner.

Dag 4: Flod-walk, Naturforedrag, Mikroskopsafari, Sydkorset. 

Denne morgen går vi ned til floden og udforsker dyre-, plante- og fuglelivet her. Flodens vandstand svinger meget gennem året. I det tørre vinterhalvår (juni-november) står vandet stille i små-søer mens floden i sommerhalvåret (december-maj) er en brusende og rivende strøm.

Om morgenen er fuglene livlige og vi vil nok se fugle som flodørne, isfugle og andre spændende arter. Dyr, man kan være heldig at se er Marekatte-aber, Hulepindsvin, Nilvaran, Vortesvin og måske Krokodille. Planterne hernede i vandkanten er også anderledes end på den tørre, højere liggende savanne.

Efter frokost holder vi et lærerigt foredrag om Sydafrikas natur, dyr og planter, der over millioner af år har tilpasset sig hinanden og den barske natur.

Til de nysgerrige har vi indsamlet forskellige spændende dyr og planter, som vi bagefter kigger på under vores stereo-mikroskop. Små, anonyme dyr og planter, som man næppe ville bemærke i bushen, vil opleves helt fantastiske under et mikroskop.

Efter mørket falder på, kigger vi på den fantastiske sydafrikanske stjernehimmel. Millioner af stjerner oplyser den afrikanske nattehimmel hver nat. Vi lærer at finde Sydkorset og vi kigger også på andre stjernebilleder og planeter.

Dag 5Egne Bush-vandringer, Abemenneske-foredrag, Lampesafari. 

Det er tid til at udforske reservatet på egen hånd. Du får et kort over reservatet med angivelse af ture af forskellig længde. Det er en hel særlig oplevelse, stille og forsigtigt at bevæge sig ind på reservatets dyr. Gå helst få sammen, da støj og snak let skræmmer dyrene.

Da Sharkati ikke har de rigtig farlige pattedyr, behøver du ikke bekymre sig om at blive spist af en løve eller trampet ned af en elefant. Og selv om reservatet er stort, er det svært at fare vild.

Efter frokost fortæller vi om Sydafrikas forhistoriske mennesker. I Sydafrika og her i Waterberg stod menneskets vugge og vi fortæller om de tidligste “abemennesker” der levede for 3 mill. år siden og om menneskehedens videre udvikling i Sydafrika til i dag. Foredraget er også en introduktion til vores tur til Makapansgat World Heritage Site senere.

Lodgens lamper har sit helt eget dyreliv om natten. Lyset tiltrækker mange forskellige insekter og det har de mindre rovdyr som knælere, gekkoer og kamæleoner fundet ud af. Så lamperne er om aftenen de små rovdyrs jagtmarker. Så vi tager på “lampesafari” efter aftensmad.

Dag 6Fugletur i haven, Apartheid foredrag, natsafari i safaribil. 

I lodgens frodige have er der et helt utroligt fugleliv. Vi går en tur i haven sammen og kigger på fuglelivet. Vi har også sat fuglenet op i haven, så vi kan se fuglene i hånden.

Efter frokost holder vi et spændende foredrag om Sydafrikas apartheidtid. Fra apartheidens start og til det nu demokratiske Sydafrika. Vi illustrerer de umenneskelige racelove, tvangsforflytninger mm. Vi snakker også om tiden efter det første frie valg i 1994 og om forventningerne, succes’erne, nedturene og udfordringerne i det nye Sydafrika.

Afslutningsvis snakker vi lidt om vores kommende besøg på skole/børnehjem.

Om aftenen når mørket har sænket sig, tager vi på nat-safari. Millioner af stjerner oplyser den afrikanske nattehimmel og der er mange dyr, der først blive aktive nu. Det er bl.a. pattedyr som leoparder, hyæner, genetter, ørkenlos, springharer og bush-babyer, der jager om natten.

Fuglemæssigt vil vi nok høre og se natteravne og måske også ugler. Vi har en kraftig spotlight med. Der er en helt særlig stemning i bushen om natten og for de fleste er det en meget stor oplevelse.

Dag 7: Dagen til fri disposition, evt. børnehjems-dag. 

Dagen er til fri disposition. Man kan gå egne ture, slappe af, solbade ved poolen, læse i vores safaribibliotek…

For interesserede er der mulighed for at arbejde en dag på  NGO’en “Bushveld Missions” børnehjem. Det er en rigtig positiv oplevelse.

Deltagelse koster 500 Rand og pengene går ubeskåret til hjælpeorganisationens arbejde (min. 3 tilmeldte).

Tilbuddet er ikke en “turistydelse”, og da gennemførelsen er afhængig af, om børnehjemmet har mulighed for at modtage deltagere på netop denne dag, tager vi forbehold for gennemførelsen.

Dag 8: Morgensafari i Safaribil, foredrag om fugletrækket gåde. 

Vi kører ud i safaribilen om morgenen gennem den kølige bush og ud på savannen på jagt efter dyr. Man vil efterhånden kunne kende og sætte navn på de fleste dyr vi møder, men nye, spændende og uventede ting kommer hele tiden til, så man bliver aldrig rigtig færdig med safari…

Efter frokost fortæller vi om, hvordan trækfugle finder vej til Sydafrika og tilbage igen hvert år. Bruger de stjernerne eller solen? Og hvordan kan unge fugle finde vej uden at følges med de gamle?

I skumringen vil dyr ofte komme og drikke lige udenfor lodgen. Så tag din sundowner og sæt dig stille og iagttag dyrene, mens solen går ned.

Dag 9:  Marakele Nationalpark – eller dagen til egen disposition. 

Dagen er til egen disposition. Man kan gå egne ture, sidde ved vandhullet eller slappe af på lodgen.

Interesserede kan tilkøbe en tur til Marakele nationalpark. Parken ligger i Biosfære området og er meget bjergrig  med dramatisk natur, udsigter og formationer. Parken har et meget rigt fugle- og dyreliv – inklusive de farlige “Big Five” (Løve, Elefant, Næsehorn, Leopard og Bøffel).

På toppen af bjergmassivet ses en særpræget flora og fauna med bl.a. sukker-buske, klippespringer-antilope og sukkerfugle.

På de stejle bjergsider lever Afrikas største gribbe-koloni (800 par ynglefugle), som svæver hen over vores hoveder. Parken er malariafri.

Sent på eftermiddagen tager vi hjem mod Sharkati men stopper undervejs for at spise aftensmad.  (Ikke inkluderet, min. 7 tilmeldte, ca. DKK 650 per person).

Dag 10:  Heldagstur: Landsbyskole/børnehjem, township, souvenirs og indkøb. 

Vi starter dagen med at besøge en landsbyskole. Vi ser skolen og hører om de problemer og udfordringer børnene, familierne og lærerne står overfor. Børnene plejer at synge og danse for os – og vi bliver nok også inviteret med til skolefrokost.

Herefter tager vi til nærmeste by, hvor vi besøger byens township. Her bor størstedelen af byens sorte befolkning. Vi spiser frokost, besøger nogle afrikanske kunst- og souvenirbutikker og køber lidt ind.

Vi kommer hjem i god tid til at pakke, da vi forlader Sharkati næste morgen.

Dag 11: Pilanesberg Nationalpark. 

Pilanesberg National Park ligger 2-3 timers kørsel fra Sharkati. Det er Sydafrikas tredie største nationalpark. Den er bjergrig, utrolig smuk og er hjem for et overvældende antal dyr. Her møder vi “the BIG FIVE”, som er Løve, Elefant, Bøffel, Næsehorn og Leopard. Vi kan også se Geparder, Flodheste, Krokodiller og Vildhunde.

Parken er berømt for sin næsehorns-forvaltning og har tæt kontakt med Københavns Zoo, som arbejder her og støtter forskellige projekter. Parken er malaria-fri.

Vi tager afsted tidligt om morgenen og kører tværs igennem det smukke Biosfærereservat. I Pilanesberg kører vi langsomt gennem bush og savanner på udkig efter dyrene. Vi stopper hyppigt ved parkens mange vandhuller, hvorfra man i skjul kan betragte flodheste og drikkende antiloper. Om eftermiddagen tager vi til gæstehus lige udenfor parken.

Kl. ca. 16 bliver interesserede hentet i en safaribil og vi tager nu på en ca. 2-timers skumrings-safari, hvor chancerne for at se bl.a. løver, leoparder og andre nataktive dyr er størst (ca. 450 Rand, ikke inkluderet). Ved hjemkomst står aftensmaden klar.

Dag 12: Pilanesberg Nationalpark. Efter en gry-tidlig kop kaffe og en “rusk”- tager vi igen ind i Pilanesberg Nationalpark. Morgenen og formiddagen går med kørsel i parken og stop ved vandhuller, hvor vi efterhånden kan krydse de vigtigste af parkens dyr af.

Efter frokost kører vi mod Nylsvley Ramsar reservat, hvor vi skal overnatte i 2-personers gæsteværelser på reservatets Birding Lodge.

Dag 13:  Nylsvley Ramsar reservat, Makapansgat World Heritage Site.

Vi starter med at se Nylsvley Ramsar-reservatet, der er et internationalt anerkendt og beskyttet vådområde. Reservatet har et enestående rigt fugleliv og pattedyr som sjældent ses andre steder, f. eks. Roan-antilope. Området er smukt og særpræget, med paraply-akacier på flodsletten og en hel anden vegetation på de stenede høje.

Det er tilladt at at gå frit i reservatet. Vi besøger de forskellige skjul og ser næsten med garanti Roan-antiloper, Tsessebe-antiloper, Vortesvin, Giraffer og Strudse. De mange habitater betyder, at der er 365 forskellige fuglearter på listen, hvoraf især vand- og vadefuglene med både store artstal og mængder falder i øjnene.

Herefter kører vi til Makapans Valley World Heritage Site.  Menneskehedens vugge stod i Øst/Sydafrika. I hulerne her har man fundet nogle af verdens ældste og mest berømte menneske-rester.  Det er bl.a. 3 millioner år gamle fossiler af abemennesket Australopithecus Africanus, der har levet og jaget her. Man har også fundet den længste ubrudte dokumentation af menneskets udvikling og beboelse i dalen. Området er et UNESCOs World Heritage Site benævnt ”Cradle of Humankind”.

Hulerne har også stor lokalhistorisk betydning.

Dag 14: Hjemrejsedag, Tswaing meteorit-krater, Pretoria, lufthavn. 

Efter morgenmad sættes kursen mod Tswaing meteoritkrater nord for Pretoria. Krateret blev dannet for  200.000 år siden, da en villahave-stor meteorit ramte jorden med 4000 km. i timen.  Effekten svarede til 100 Hiroshima-bomber og der dannedes en 60 m. høj og 1 km. bred kraterrand. Meteorittens eksplosion skabte et ildtæppe 10 km ud, trykbølgen dræbte alt levende 25 km. væk og orkanvinde på 1000 km/timen rakte yderligere 40 km ud. Det er et fantastisk naturfænomen og er en oplevelse helt ud over det sædvanlige.

Der er kun få meteoritkratere i verden og Tswaing er et af de flotteste. Arizona har også et meteoritkrater -men det er vanskeligt tilgængeligt og har 25.000 besøg om året. Vi får nok vores krater for os selv…

Herefter går turen til Pretoria. Vi kører gennem ambassadekvarterets alléer op til den berømte regeringsbygning Union Buildings. Vi kører gennem centrum og hvis tiden rækker, besøges også et af byens mange historiske bygninger.

Hen på eftermiddagen går turen til lufthavnen for hjemrejse.

Dag 15:  Hjemkomst til Danmark. Efter flyskift undervejs lander vi atter i Danmark.